Vedligeholdelse af lejemålet

Hvad er vedligeholdelsespligter?

De vedligeholdelsespligter der påhviler dig som lejer er uddybet i din lejekontrakt og eller i tillægget til denne samt her på vores side. Her fremgår det hvad du præcist skal vedligeholde, hvilke ting du skal vedligeholde og hvilke ting du eventuelt skal forny.

Vedligeholdelsespligten betyder, at lejer løbende i lejeperioden og frem til fraflytning skal sørge for det nødvendige
vedligeholdelsesarbejde. Vedligeholdelsen skal ske så ofte, at det lejede til enhver tid fremstår pænt, vedligeholdt og i samme stand som ved indflytning.

Lejemålet er istandsat og rengjort ved lejeperiodens begyndelse (ved indflytning). Vi henviser i øvrigt til indflytningsrapporten samt vores side: Indflytning og indflytningssyn



Hvilke vedligeholdelsespligter har jeg?

Den indvendige vedligeholdelse af lejemålet påhviler dig. Vedligeholdelsen skal ske så ofte, at det lejede til enhver tid fremstår pænt, vedligeholdt og i samme stand som ved indflytning.

Følgende punkter skal du som lejer vedligeholde (vedligeholdelsespligten):

  • Afkalkning af blandingsbatterier, vandhaner, toiletkummer, cisterner, vaskekummer, badefaciliteter, fliser, hårde hvidevarer, sanitet i øvrigt, bordplader og andet der ved brug udsættes for vandstænk, der afsætter kalk.
  • Rensning af filter i vandhaner, badefaciliteter, hårde hvidevarer og sanitet i øvrigt.
  • Renholdelse af afløb fra hånd- og køkkenvaske frem til faldstammen for at modvirke forstoppelse.
  • Vedligeholdelse af hårde hvidevarer: Maskinerne skal løbende vedligeholdes ved påfyldning af eksempelvis afspænding og salt. Derudover skal filteret løbende renses og maskinerne afkalkes.
  • Såfremt lejemålet har individuelt kalkanlæg, skal filteret mellem flexslange og vandindgang på kalkanlægget renses for snavs og småsten. Filteret skal renses årligt eller efter behov, for at sikre højt vandtryk og fuld funktion af kalkanlægget. Vi anbefaler lejer at få en autoriseret VVS’er til at gøre dette.
  • Lejer skal jævnligt sørge for udluftning og ventilation af lejemålet for at undgå fugtdannelse og svampeangreb.
    • 1. Såfremt lejemålet har individuelt ventilationsanlæg er følgende gældende:
      • 1. Lejemålet kræver ikke regelmæssig udluftning, da ventilationsanlægget sørger for dette.
      • 2. Lejer skal løbende tjekke filteret i ventilationsanlægget, for at undersøge om der er behov for at skifte det.
      • 3. Lejer skal selv skifte filteret i ventilationsanlægget. Filtret skal skiftes minimum to gange årligt eller oftere såfremt der er behov for det, for at sikre fuld funktion af anlægget.
      • 4. Ventilationsventiler skal holdes rene og må ikke tilstoppes, for at sikre fuld funktion af ventilationsanlægget. Ventilerne er placeret i lofterne i hvert enkelt rum i lejemålet.
      • 5. Ventilationsanlægget skal det altid være tændt og i funktion. Lejer må ikke slå det fra.
      • 6. Lejer må ikke ændre på udsugningsstyrken/ventilationsstyrken da niveauet er indstillet af professionelle, for at sikre den korrekte udluftning af boligen.
      • 7. Lejer må ikke ændre på ventilationsventilerne da de er indstillet af professionelle, for at sikre den korrekte udluftning af boligen.
      • 8. Informationer om ventilationsanlægget: https://www.rudbaekinvest.dk/ventilationsanlaeg/
  • Vedligeholdelse af gulve (behandling af gulve): Lakerede/olierede gulve skal lakeres/oliebehandles efter behov og inden lakken slides igennem/olien udtørrer. Tommelfingerreglen er, at gulvene skal behandles hvert 3 – 4 år.
  • Vedligeholdelse af malede flader: Vægge, lofter, dørkarme, fodpaneler, indfatninger, træværk, gerigter, vinduesrammer til rammernes kant og fals osv. skal løbende males under lejeforholdet og efter behov. Tommelfingerreglen er, at der skal males hvert 3 – 4 år.
  • Vedligeholdelse og fornyelse af låse og nøgler således de altid er funktionsdygtige.
  • Udskiftning af batterier i varmefølerne/rumfølerne og brandalarmer såfremt de går tør for strøm.
  • Løbende renholdelse af eventuel tilhørende altan, terrasse og gangareal. Dette indebærer fjernelse af alger og rengøring af belægning.
  • Eventuel vindafskræmning på altan (se husorden for regler: https://www.rudbaekinvest.dk/husorden/) skal løbende tjekkes og holdes stram og pæn.
  • Løbende vask og polering af vinduer i lejemålet både indvendigt og udvendigt.
  • Løbende rengøring af lejemålet (støvsugning, gulvvask og aftørring af skabe, bordplader, paneler, karme ol.).



Hvad sker der hvis min vedligeholdelse er mangelfuld?

Uanset om du selv udfører ovenstående arbejder eller bestiller en momsregistreret, professionel håndværker til at udføre arbejdet, skal det udføres i en ordentlig kvalitet, således kvaliteten af arbejdet lever op til den
aftalte vedligeholdelsespligt og lejemålets stand ved indflytning.

Såfremt din vedligeholdelse ikke er udført håndværksmæssigt korrekt, ved mangelfuld vedligeholdelsespligt og eller manglende rengøring vil du modtage et påbud. Hvis du ikke overholder din pligt inden 8 dage efter, at vi har opfordret dig hertil, kan vi lade vedligeholdelsen foretage uden yderligere varsel for din regning. Udgiften betragtes som en pligtig pengeydelse i lejeforholdet. Såfremt du ikke
efterlever kravene, kan vi opsige dig og ophæve lejekontrakten.


Hvornår er der tale om misligholdelse af vedligeholdelsespligten?

Misligholdelse kan skyldes manglende rengøring, forkert brug, manglende vedligeholdelse eller ved skødesløs behandling (uagtsom eller forsætlig handling) af lejemålet og dets installationer. Ved misligholdelse er der tale om skader og forringelser af lejemålet som du skal betale for jævnfør ovenstående.

Misligholdelse er typisk skader som opstår, hvis:

  • Lejemålet er vedligeholdt forkert. Det kan eksempelvis være, at der er udført arbejde, som ikke er udført håndværksmæssigt korrekt.
  • Løbende malerarbejder er ikke blevet udført, selvom lejer har været forpligtet til løbende at foretage indvendig vedligeholdelse. Generelt antages det, at en bolig skal males hver 5. år for at være vedligeholdt.
  • Skader på gulv som eksempelvis skjolder efter urtepotter, ridser/flænger efter møbler eller andet og gennemslibning af gulvlakken/udtørring af olien til bart træ vil medføre at gulvet skal høvles eller udskiftes.
  • Løbende afkalkning af dele i lejligheden er ikke blevet udført, fx et blandingsbatteri eller en cisterne hvilket kræver reparation eller udskiftning.
  • Manglende rengøring og vedligeholdelse som medfører rust eller på anden vis ikke kan bringes i orden igen vil blive udskiftet eller repareret.
  • Der er udvist forkert adfærd. Eksempelvis hvis du har lavet hakker/mærker i, huller i, skruet skruer eller søm i vægge, fliser, døre, gerigter, fodpaneler, gulve, døre og vinduer skal de udskiftes eller repareres.
  • Udlejer ikke er blevet informeret om opståede skader eller om behovet for, at udlejer foretager sin vedligeholdelsespligt.
  • Lejemålet er ikke holdt frostfrit hvilket har medført frostsprængninger.

Du skal altid sørge for, at ovenstående arbejder udføres ofte, således lejemålet altid fremstår pænt og vedligeholdt.

Bemærk venligst, skødesløs behandling af lejemålet medfører opsigelse.